Fugtskjolder på facaden: sådan aflæser du mønsteret og finder kilden

En fugtskjold på en facade er sjældent et mysterium, hvis man gider stå stille og kigge på den. Vand efterlader mønstre, og mønstret afhænger af, hvor vandet kommer fra. En skjold fra en utæt tagrende ser anderledes ud end en skjold fra opstigende grundfugt, og ingen af dem ligner slagregn, der har mættet en vestvendt gavl. Lærer du de fem typiske mønstre, kan du oftest finde kilden selv, og det er kilden, ikke skjolden, der skal repareres.

Start med at gå rundt om huset to gange: én gang i tørvejr, hvor du kan se de gamle, tørre skjolder som misfarvning, saltudslag og afskallet puds, og én gang under eller lige efter et regnskyl, hvor du kan se, hvor vandet aktuelt løber og trænger ind. Tag billeder begge gange fra samme sted.

Opstigende grundfugt: den vandrette bræmme

Grundfugt suges op i murværket fra jorden gennem murstenens og mørtelens fine porer, ligesom en sukkerknald suger kaffe. Det giver en vandret bræmme langs bunden af muren, typisk 30 til 80 centimeter over terræn, med en ret jævn overkant hele vejen rundt om huset eller langs hele en side. Over bræmmen er muren tør; under den er den mørk, og lige ved overkanten sidder der ofte et hvidt, krystallinsk lag af salte, som vandet har trukket med sig op og efterladt, da det fordampede.

Grundfugt rammer især huse bygget før omkring 1960, hvor der ikke blev lagt fugtspærre i murens fod, og huse hvor terrænet omkring huset er hævet med årene, så jord, fliser eller bede ligger over det oprindelige sokkelniveau. Kig på soklen: hvis der er mindre end 15 centimeter fri sokkel over jorden, eller hvis fliser og terrasser hælder mod huset, har du fundet mindst en del af årsagen. Løsningen begynder altid udenfor med at grave fri, sænke terrænet og lede vandet væk, før man overhovedet overvejer indsprøjtning af fugtspærre eller udskiftning af puds.

Sprøjt fra soklen: den ru, plettede zone

Sprøjt ligner grundfugt på afstand men afslører sig på nært hold. Regn, der rammer fliser, sten eller en tæt jordoverflade lige ved muren, springer op og rammer de nederste 20 til 40 centimeter af facaden i små dråber. Det giver en ru, plettet overflade, ofte med mos og alger i stedet for salte, og zonen er højest dér, hvor underlaget er hårdest: lige ud for indkørslen eller terrassen, og lavere ud for et bed.

Mønstret følger altså belægningen, ikke husets fugtspærre. Sprøjt er den nemmeste facadefugt at gøre noget ved. En 30 centimeter bred bræmme af perlesten eller ærtesten langs soklen bryder dråberne, og en tagrende, der ikke løber over, fjerner det meste af det vand, der ellers ville lande dér.

Den utætte tagrende eller nedløb: trekanten og striben

Vand fra oven laver lodrette mønstre. En tagrende, der løber over på ét sted, giver en mørk trekant med spidsen opad lige under overløbsstedet, og trekanten bliver bredere nedad, efterhånden som vandet spreder sig ned ad muren. En utæt samling i renden eller et nedløb med et hul giver en smal lodret stribe, ofte grøn af alger, direkte under lækagen.

Kig også på de skjulte steder: bag nedløbsrøret, hvor rørholderne er skruet i, og ved knæ og bøjninger. Hvis facaden er mørk bag røret men lys ved siden af, er det røret, der drypper. Efter et regnskyl kan du lægge hånden på facaden lige under en samling; er den våd, mens muren ved siden af er tør, behøver du ikke lede længere.

Puds og fuger, der springer af i et lodret bånd, er som regel resultatet af flere års utæt rende og frost i den våde mur.

Slagregn: hele fladen mod vest

I Danmark kommer det meste regn med vind fra vest og sydvest. En gavl eller facade, der vender den vej, får i løbet af et efterår flere hundrede liter vand pr. kvadratmeter direkte på fladen. Ældre, massive mure af blødstrøgne sten og pudsede facader med revner suger vandet, og på en våd novemberdag kan hele vestsiden være mørk, mens østsiden er lys og tør.

Slagregn giver altså ikke en skjold men en hel flade, der er fugtig, ofte med tydelig forskel mellem husets sider. Indenfor viser det sig som kolde vestvendte vægge, kondens i hjørnerne og maling, der skaller på indersiden af ydervæggen efter en lang våd periode. Problemet forværres af revner i pudsen, forvitrede fuger og utætte fuger omkring vinduer, som lader vandet komme ind i muren og forhindrer det i at fordampe igen.

Behandlingen er at gøre facaden tæt for vand men åben for damp: fugerne udkradses og fuges om, revner i puds repareres, og først derefter kan en diffusionsåben overfladebehandling komme på tale. Tætte plastmalinger eller såkaldt vandtætte facadesystemer på gamle mure låser fugten inde og gør skaden større.

Kondens: skjolder ved vinduer og kuldebroer

Den sidste type kommer indefra. Varm, fugtig indeluft rammer en kold overflade og afsætter vand. Udefra ses det som mørke felter omkring vinduer, ved altanplader, ved betonoverliggere over vinduer og døre, og på murpiller mellem vinduerne, hvor muren er tyndere. Mønstret følger husets konstruktion, ikke vejret, og det forsvinder ikke, når det holder op med at regne.

Kondens på facader er mest udbredt på huse, hvor der er efterisoleret indvendigt eller skiftet vinduer uden at sørge for ventilation. Den fugtige luft, der før forsvandt gennem utætheder, sætter sig nu i de koldeste dele af muren. Løsningen er indeklimaet: udluftning morgen og aften, mekanisk udsugning i bad og køkken og en indendørs luftfugtighed under 50 procent om vinteren.

Når du har fundet mønstret

Skriv ned, hvad du så: hvor på huset, hvilken højde, hvilken form, om det var vådt eller tørt, og hvilket vejr det var. To skjolder kan have to forskellige årsager, og et hus med grundfugt kan sagtens også have en tagrende, der løber over. Reparér altid det, der tilfører vand, før du reparerer det, der er blevet skadet af vandet. Ny puds på en våd mur holder en sæson.