Tagrender der løber over: årsager, følgeskader og hvordan du får vandet tilbage i renden

En tagrende har én opgave: at samle det vand, der løber af taget, og føre det væk fra huset i én kontrolleret stråle. Når renden løber over, gør den det modsatte. Vandet falder som et tæppe ned langs facaden, rammer soklen, sprøjter op på murværket og siver ned til fundamentet. På et almindeligt dansk parcelhus med 120 kvadratmeter tagflade løber der omkring 85.000 liter vand gennem tagrenderne på et år. Det er den mængde, du sender ned ad væggen, hvis renden ikke virker.

Fem årsager, som forklarer næsten alle tilfælde

Blade og mos. Den klassiske. Løvfald i oktober og november fylder renden, og mos fra taget skyller ned og lægger sig som en svamp i bunden. Renden kan stadig lede lidt vand, men ved et ordentligt regnskyl kan den ikke følge med.

Stoppet nedløb. Nedløbsrøret er smallere end renden og stopper først. Blade, en død fugl, en tennisbold eller en klump mos i knæet øverst er nok. Kendetegnet er, at renden løber over i den ene ende og står fuld af vand, selv når det ikke regner.

Forkert fald. En tagrende skal falde 2 til 3 millimeter pr. meter mod nedløbet. Bøjler, der er slået løs af sne og is, eller en rende, der er hængt op efter øjemål, giver lunker, hvor vandet står stille. På ældre huse er det ofte selve spærenderne, der har sat sig, så renden hælder væk fra nedløbet.

For lille kapacitet. Mange huse fra 1960’erne og 1970’erne har 100 millimeter halvrunde render, som var passende dengang. Med de kraftigere regnskyl DMI registrerer i dag, og især på store tagflader med lang afstand til nedløbet, kan renden simpelthen ikke tage vandet. Hvis renden er ren og har korrekt fald, men stadig løber over ved skybrud, er det kapaciteten.

Utætheder og løse samlinger. Zinkrender loddes, plastrender limes eller klikkes sammen med gummipakninger. Efter 20 til 30 år bliver loddesamlinger porøse og pakninger stive. Det ser ud som overløb, men vandet drypper i virkeligheden ud af renden i samlingen. Kig efter en grøn eller hvid stribe på facaden lige under en samling.

Hvad vandet gør ved huset

Skaderne fra en tagrende, der løber over, kommer i tre lag, og de dyre ligger nederst.

Øverst rammes facaden. På pudsede facader viser det sig som en mørk, våd trekant under det sted, renden løber over, og efter et par vintre begynder pudsen at slippe, fordi vand fryser bag den. På træfacader rådner beklædningen først ved samlingerne og ved vinduesplader, hvor vandet står. På blank mur trækker fugten ind i fugerne, og saltudslag viser sig som hvide skjolder.

Midt på huset rammes soklen. Sokkelpuds skaller af, og der opstår en fugtig zone på de nederste 30 til 50 centimeter af muren indvendigt.

Nederst rammes fundamentet og terrændækket. Vand, der samler sig langs fundamentet i stedet for at blive ledt væk, trækker ind i kældervægge, mætter jorden omkring huset og kan i lerjord give sætninger, når jorden skifter mellem våd og tør. Et fugtigt fundament er det dyreste at udbedre, og det er det bedste argument for at holde renderne i orden.

Rensning: hvornår og hvordan

To gange om året er reglen for de fleste huse. Én gang sidst i november, når løvet er faldet, og én gang i april, når frøstande og mos fra vinteren er skyllet ned. Har du birk, poppel eller ahorn tæt på huset, skal der en tredje omgang til i juni efter frøfaldet.

Arbejdet er enkelt, men det foregår på en stige, og faldulykker fra stiger er blandt de mest almindelige ulykker i private hjem. Stigen skal stå på fast underlag med den rigtige vinkel, omkring 75 grader, og du skal aldrig række længere ud, end at bæltespændet bliver mellem stigens vanger. Flyt stigen i stedet. Renseskovl af plast eller en gammel opvaskebørste fjerner det grove, og en havevandslange skyller renden efter, så du samtidig kan se, om vandet løber den rigtige vej og forsvinder i nedløbet i et raskt tempo.

Nedløbet renses med en fjederrenser eller ved at spule med slangen fra toppen. Løber vandet stadig trægt, sidder proppen typisk i knæet lige under renden eller ved overgangen til afløbet i jorden.

Løvsi i nedløbstoppen er den enkleste og mest effektive beskyttelse: den forhindrer proppen i nedløbet, hvor den er sværest at fjerne.

Kontrol af fald og bøjler

Når renden er ren, kan du kontrollere faldet uden værktøj. Hæld en spand vand i den ende, der ligger længst fra nedløbet, og se, om alt vandet løber væk. Bliver der en pyt stående, har du en lunke. Med et vaterpas på 1 meter kan du se retningen; boblen skal ligge lidt mod nedløbssiden overalt.

Bøjlerne skal sidde med højst 60 centimeter mellem hver på zinkrender og højst 50 centimeter på plastrender, som er blødere. Er der længere mellem dem, eller er de bøjet, giver renden efter under sne, og faldet forsvinder. En løs bøjle rettes op eller skiftes, og det er et arbejde, de fleste kan gøre selv, så længe det kan nås fra en stige eller en lille rullestilling.

Er renden derimod for lille til taget, eller er der kun ét nedløb på en rende på over 10 meter, er løsningen et ekstra nedløb eller en større rendeprofil, og det kræver som regel en blikkenslager.

Tegn på at det allerede er gået galt

Gå en tur rundt om huset efter et ordentligt regnskyl, gerne mens det stadig drypper. Mørke våde felter på facaden under renden, mos på soklen, en stribe af sprøjt på fliserne langs husmuren og græs, der vokser frodigere ét sted end de andre, er alle spor efter en rende, der ikke gør sit arbejde. Indendørs viser det sig som puds, der pulveriserer nederst på væggen, en muggen lugt i et hjørne mod nord eller tapet, der løsner sig langs gulvlisten.

Finder du de tegn, skal renden ordnes først. Facaden kan repareres bagefter, men det nytter ikke at pudse eller male, så længe vandet stadig løber ned ad den.